2009
By og marsk, mennesker og dyr, vejr og vind
Udstilling med lokale kunstnere
fredag den 27. nov. - 3. jan. 2010
Ribe Kunstforening arrangerer sammen med Ribe Kunstmuseum en udstilling med værker af en række lokale kunstnere. Der er tale om kunstnere, hvoraf nogle tidligere har udstillet i byen, men da der endvidere deltager udvalgte elever fra et par af byens folkeskoler og fra Katedralskolen, omfatter udstillingen også unge, der for første gang udstiller offentligt.
Det er fælles for de inviterede kunstnere, at de ikke har etableret den kunstneriske praksis som en bærende levevej. Målet med udstillingen er netop at give unge og ældre, for hvem det at udtrykke sig kunstnerisk er en til nødvendighed grænsende interesse, mulighed for at udstille samlet.
Udstillingens deltagere bliver præsenteret i en folder, som kan give supplerende informationer, når man bevæger sig rundt i udstillingen.
GRATIS ADGANG FOR ALLE!
HØJE HALD OG DYBE DAL
Udstilling med lokale kunstnere
fredag den 27. nov. - 3. jan. 2010
Ribe Kunstforening arrangerer sammen med Ribe Kunstmuseum en udstilling med værker af en række lokale kunstnere. Der er tale om kunstnere, hvoraf nogle tidligere har udstillet i byen, men da der endvidere deltager udvalgte elever fra et par af byens folkeskoler og fra Katedralskolen, omfatter udstillingen også unge, der for første gang udstiller offentligt.
Det er fælles for de inviterede kunstnere, at de ikke har etableret den kunstneriske praksis som en bærende levevej. Målet med udstillingen er netop at give unge og ældre, for hvem det at udtrykke sig kunstnerisk er en til nødvendighed grænsende interesse, mulighed for at udstille samlet.
Udstillingens deltagere bliver præsenteret i en folder, som kan give supplerende informationer, når man bevæger sig rundt i udstillingen.
GRATIS ADGANG FOR ALLE!
HØJE HALD OG DYBE DAL
lørdag d. 12. sep. – 22. nov. 2009
”Høje hald og dybe dal” er titlen på en udstilling med værker af færøske billedkunstnere. En lang række kunstnere gennem tre generationer vil være repræsenteret, således at man kan få et indtryk af den rivende udvikling og mangfoldighed, som karakteriserer det færøske kunstliv. Dette gælder ikke mindst billedkunsten, som mange forbinder med stærke, farverige landskabsmalerier. Disse vil blive repræsenteret på udstillingen, foruden eksempler på mange andre billedlige udtryk. Færøernes beskedne befolkningstal på knap 50.000 mennesker fordelt på 17 øer lægger ikke umiddelbart op til en så stor rigdom af aktive billedkunstnere, som tilfældet er. Men i 1900-tallet blomstrede billedkunsten, og det synes at fortsætte med næste generation ind i det nye århundrede.
Værkerne på udstillingen er lånt på Færøernes Kunstmuseum, hos private samlere og enkelte danske kunstmuseer.
Følgende kunstnere er præsenteret på udstillingen:
Thomas Arge, Philippe Carré, Edward Fuglø, Sigrun Gunnarsdottir, Zacharias Heinesen, William Heinesen, Bardur Jakupsson, Samal Joensen-Mikines, Janus Kamban, Astri Luihn, Elinborg Lützen, Øssur Mohr,
Oliver vid Neyst, Amariel Nordoy, Torbjørn Olsen, Tróndur Patursson, Kári Svensson, Beinta av Reyni, Eydun av Reyni, Ingálvur av Reyni, Jóna Rasmussen og Arnold Vegghamar.
Følgende kunstnere er præsenteret på udstillingen:
Thomas Arge, Philippe Carré, Edward Fuglø, Sigrun Gunnarsdottir, Zacharias Heinesen, William Heinesen, Bardur Jakupsson, Samal Joensen-Mikines, Janus Kamban, Astri Luihn, Elinborg Lützen, Øssur Mohr,
Oliver vid Neyst, Amariel Nordoy, Torbjørn Olsen, Tróndur Patursson, Kári Svensson, Beinta av Reyni, Eydun av Reyni, Ingálvur av Reyni, Jóna Rasmussen og Arnold Vegghamar.
Færøernes eneste passagerskib til Danmark, ”Norrøna”, begyndte i foråret at lægge til havn i Esbjerg. Med en lille pause i sommermånederne, hvor skibet i stedet lægger til i Hanstholm, vender det i september igen tilbage til Esbjerg havn en gang om ugen. Ribe Kunstmuseum vil med denne udstilling gerne byde færingerne velkommen til Esbjerg Kommune ved at præsentere deres kunstnere for den sydvestjyske befolkning og for de mange turister fra ind- og udland, der årligt besøger Ribe, Danmarks ældste by.
![]() |
![]() |
|
![]() |
| Samal Joensen-Mikines Grindedrab, 1970 Mandøcentret |
Kari Svensson Stillenat, 2009 Færøernes Kunstmuseum |
Edward Fuglø Bådsmanden, 2008 |
Zacharias Heinesen Norrøna, 1986 Privateje |
![]() |
![]() |
![]() |
|
| Astri Luihn Fjallagentan, Mysterious girl, 2009 |
Sigrun Gunnarsdottir Grandmother, 2005 Færøernes Kunstmuseum |
Beinta av Reyni Bag gardinet, 2007 Færøernes Kunstmuseum |
Jóna Rasmussen Stilheden, 2008 |
|
Fredag den 3. juli til og med den 6. september |
Ribe Kunstmuseums udstillingsbygning i Sct. Nicolaj Gade i Ribe er midlertidigt lukket pga omfattende restaurering. Den gamle bygning er fra 1864 og har siden 1891 rummet et af Danmarks ældste kunstmuseer. En stor donation fra en dansk fond, har gjort det muligt at restaurere og modernisere den fredede museumsbygning. Projektet ventes færdigt i slutningen af 2010. Indtil da viser Ribe Kunstmuseum særudstillinger i de smukke stuer på Quedens Gaard midt i Ribe.
Sommerens udstilling er med det danske kunstnerægtepar, Christine og Sigurd Swane. De to blev gift i 1910, men ægteskabet blev kort – de blev skilt igen i 1920. Det var ikke nemt for en kvindelig kunstner i datiden. Ville hun forfølge sine kunstneriske drømme kunne det nemt koste hende ægteskabet. Det skete også for Christine Swane. Og hun stod i 1920 alene med ansvaret for deres fælles barn og skulle ernære sig ved sit maleri. På trods af sygdom lykkedes det hende at skabe sig en kunstnerkarriere, som er bemærkelsesværdig. Både Sigurd Swane og hans første hustru blev ypperlige repræsentanter for den tidlige franskinspirerede modernisme i Danmark. Sigurd Swane havde lejlighed til at rejse til Paris i begyndelsen af århundredet og modtog stor påvirkning af de franske modernister. Christine Swane kom ikke til Paris, men lærte de nye strømninger i malerkunsten at kende gennem den danske maler Karl Isakson, der om nogen tog de nye tanker om farvernes frie spil til sig. Kunstnerægteparret Swane hørte til i kredsen af fynbomalerne, der boede og malede på Fyn i begyndelsen af 1900-tallet. Men efter skilsmissen mistede de kontakten til gruppen og skabte hver for sig deres egne maleverden og udviklede sig i forskellige retninger. Men anvendelsen af farverne som det egentlige udtryk havde de hele tiden til fælles.
Kom og nyd disse farverige sommermotiver, som er et udtryk for dansk kunst fra første halvdel af 1900-tallet.
C. Swane: Havebillede med lærk, 1944 RKM216 Sigurd Swane: Høj dag. Høst, 1942 RKM222
C. Swane: Havebillede med lærk, 1944 RKM216 Sigurd Swane: Høj dag. Høst, 1942 RKM222
2008
Særudstilling 26. september 2008 til 4. januar 2009
Lorenz Frølich. Myte og Landskab
Maleren Lorenz Frølich (1820 – 1908) kender de fleste som tegner og illustrator. Mange er opvokset med hans illustrationer til H.C. Andersens eventyr og træsnittene til Fabricius´ Danmarkshistorie for folket m.m. Men Frølich er på mange måder en mærkelig figur i dansk kunsthistorie. Han optræder hele tiden ude i periferien, selvom hans livsværk er omfangsrigt, og han betragtedes både dengang (og såmænd stadigvæk) som en fremmed, der ikke er ligetil at placere i den danske sammenhæng.
Frølich er opvokset i København og uddannet af de store danske guldaldermalere. Efter 1840 boede og arbejdede han i Tyskland i godt 10 år og opholdt sig derefter i Italien og især Frankrig, indtil han i 1875 vendte hjem, 35 år efter han havde forladt fædrelandet. Hans kunst blev stemplet som ”for tysk” til trods for, at han opholdt sig ligeså meget i Frankrig, og havde mange franske venner såsom Degas og Manet. Men i det nationalromantiske Danmark passede Frølich og hans kunst dårligt ind. Dog gjorde danskerne brug af hans illustrative evner i en sådan grad, at vi også i dag støder på ham i den forbindelse. Men hans malerier blev karakteriseret som "fremmede" og hans malerpensel for uregerlig. Motiverne var andet end idylliske landskaber og folkelige livsskildringer.
Det er i år 100 år siden denne ”fremmede” i den danske kunstverden døde. Derfor er det på tide at få sat fokus på ham som den spændende maler, han også var. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Skovgaard Museet i Viborg og Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø. I de tre kunstmuseers samlinger findes interessante værker, som sjældent har været vist. Det samme gælder andre kunstmuseer i landet. Disse og en lang række privatejede værker har vi samlet til udstillingen Lorenz Frølich - Myte og Landskab.
Lektor ph.d. Lotte Thrane, hvis værk "Tusmørkemesteren. Ti kapitler om Lorenz Frølich og hans tid" udkommer til efteråret, har været udstillingens konsulent og har skrevet en artikel til udstillingskataloget. Projektet har modtaget støtte fra Beckett-fonden, Landsdommer V. Gieses Legat, Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat og Toyota-Fonden.
Katalog kr. 85,-
Katalog kr. 85,-
| L. Frølich Stående vogterdreng med blå vest, 1845 Blyant, akvarel, pen og sort blæk på papir. 292x118 mm Vestsjællands Kunstmuseum, Sorø Foto: Anders Sune Berg |
![]() |
Særudstilling 11. april til 24. august 2008
"Glem dog ej din vugge...Mor og barn i dansk kunst gennem 250 år"
Blandt de mest yndede motiver i kunsten er mor og barn. I en bredere europæisk sammenhæng kan vi følge det fra middelalderens stiliserede fremstillinger af madonna med barnet på ikoner og i kalkmaleri over renæssancens mere naturalistiske skildringer af den unge jomfru Maria med en buttet baby i armene og 1600-tallets borgerlige hollandske maleri af samtidens kvinder og børn frem til impressionismens sollyse fortolkninger og videre ind i det følgende århundredes forskellige modernistiske retninger. Moderskabet – helligt eller profant – har tilsyneladende evig aktualitet i kunsten. Med udstillingen på Ribe Kunstmuseum, hvis samling i sig selv rummer flere fine mor og barn-billeder, er det tanken at vise den besøgende udviklingen af et kendt og elsket motiv gennem flere århundreder – fra de tidligste idyller til vore dages mere tvetydige tolkninger af motivet. Det vil ske ved et varieret og repræsentativt udvalg af værker – også genremæssigt: maleri, skulptur, tegning og fotografi – ledsaget af et gedigent udstillingskatalog, hvor motivet behandles fra en både kunst- og kulturhistorisk synsvinkel. At udstillingen vil åbne museumsgæstens øjne for hverdagens mange madonnaer med børn som et poetisk indslag i en ellers prosaisk verden, er en sidegevinst, man kun forsigtigt tør håbe på …
Udstillingen produceres i samarbejde med ph.d. Ingeborg Bugge, Aarhus Universitet. Der udgives et rigt illustreret katalog med tekst af Ingeborg Bugge i forbindelse med udstillingen.
Udstillingen produceres i samarbejde med ph.d. Ingeborg Bugge, Aarhus Universitet. Der udgives et rigt illustreret katalog med tekst af Ingeborg Bugge i forbindelse med udstillingen.
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
| Jens Juel, 1799-1800 | Constantin Hansen, 1866 | Anton Dorph, 1888 | Th. Hagedorn-Olsen, 1936 |
| Ny Carlsberg Glyptotek | Ribe Kunstmuseum | AROS Aarhus Kunstmuseum | Statens Museum for Kunst |
![]() |
![]() |
||
| Michael Kvium, 1986 | Liv Carlé Mortensen, 2006 | ||
| Vestsjællands Kunstmuseum | Privateje |
Særudstilling 18. januar til 30. marts 2008
Ruth Smith, Færøerne
Ruth Smith, Færøerne
Særudstilling med værker af den færøske kunstner Ruth Smith (1913-1958). Fortællingen om Ruth Smiths liv og værk er fortællingen om en meget seriøs kunstner og om et ensomt kunstner- og kvindeliv, der på trods af et kort spand af år gennem sine værker har sat sig dybe spor ikke alene på Færøerne, men også i Danmark. Videre ud i verden nåede hun ikke i sit liv, og videre er kendskabet til hendes kunst for så vidt heller ikke nået.
Alligevel kan hun indskrives i en langt større sammenhæng – i både en nordisk og en europæisk malertradition. Ruth Smith rejste allerede som helt ung til Danmark, og efter ganske kort tid på Bizzie Højers tegneskole kom hun ind på Kunstakademiet i København, hvor hun i årene 1936-43 studerede hos professor Aksel Jørgensen. Efter krigen flyttede hun med sin danske mand og deres første barn tilbage til Færøerne. Her levede hun på fødeøen, Suderø, indtil sin alt for tidlige død i 1958, 45 år gammel.
Den store færøske digter og kulturpersonlighed William Heinesen m.fl. havde blik for hendes betydningsfulde virke, og i Danmark blev hun bl.a. af prof. Aksel Jørgensen særligt berømmet for sine portrætter. Men tiden, hendes livsvilkår og hende selv gjorde, at den beskedenhed, der prægede hende på det personlige plan, overførtes til værkerne, som hun derfor havde svært ved at sende ud i verden. Hun stolede ikke på, at de var gode nok, stærke nok, værdige nok. Men det var de. De lever stadig og vidner om en kunstners meget seriøse arbejde, der kunne måle sig med de helt store kunstnere i Norden.
I forlængelse af den spændende udstilling med kvindelige kunstnere fra slutningen af 1800-tallet, som Ribe Kunstmuseum viste i foråret 2007, falder det naturligt at fokusere på kvindelige kunstnere i begyndelsen af 1900-tallet. Ruth Smith præsenterer en generation af kvinder, der fik lov at uddanne sig på kunstakademiet. Men på trods af den omfattende uddannelse kæmpede hun en kamp både med sig selv og sine omgivelser. Hun følte ikke, hun kunne det, hun burde som datter, hustru og mor, eller burde det, hun kunne, som billedkunstner.
Udstillingen er retrospektiv og rummer ca. 60 værker lånt af Færøernes Kunstmuseum, Ruth Smith Samlingen på Suderø og af private på Færøerne og i Danmark. I forbindelse af åbningen af udstillingen på Færøernes Kunstmuseum i januar 2007 udkom en bog om Ruth Smith, skrevet af museumsleder Dagmar Warming.
Bogen kan købes i museumsbutikken til kr. 298,-
Bogen kan købes i museumsbutikken til kr. 298,-
Selvportræt, 1941

Portræt Leif, 1954

Nes, 1955

Neytalid

Nes, 1955

Neytalid
2007
17. marts – 10. juni
ANNA ANCHER & CO. – de malende damer
Ribe Kunstmuseum åbner lørdag den 17. marts udstillingen ANNA ANCHER & CO. – de malende damer, som præsenterer de kvindelige kunstnere, som i 1800-tallets sidste halvdel uddannede sig på landskabsmaleren Vilhelm Kyhns kunstskole for kvinder. Indbydelse, katalog og cd med illustrationer, værkdata og pressemeddelelse vedlagt.
Vilhelm Kyhn er kendt for at have anbefalet Skagensmaleren Anna Ancher at søsætte malerkassen, da hun i 1883 var blevet mor til datteren Helga. Havde hun fulgt hans råd, var vi blevet en stor kunstner og nogle vidunderlige billeder fattigere. Anna Ancher var elev af Vilhelm Kyhn i årene 1875-78, og nu kaster Ribe Kunstmuseum lys over den tegne- og maleskole for kvinder, som han drev fra 1863 til 1895. Hvem var Anna Anchers studiekammerater, hvorfor ville de være kunstnere i en tid, hvor det var meget svært for kvinder at skabe en kunstnerisk karriere og hvordan ser deres værker ud?
ANNA ANCHER & CO. – de malende damer omfatter ca. 125 værker af 36 af Vilhelm Kyhns elever gennem de 32 år, han drev skole i København. Anna Ancher, Elise Konstantin-Hansen, Johanne Krebs og Emmy Thornam hører til de Kyhn-elever, der tidligere har indgået i udstillinger om kvindelige kunstnere i 1800-tallets sidste halvdel. Men hvad med Caroline van Deurs, Anne Marie Gilbert-Jespersen, Pauline Thomsen og Cathrine Zernichow? Hvem kender dem i dag? De og omkring 70 andre unge kvinder var også elever af Vilhelm Kyhn, og de kom sammen til at udgøre den pionergeneration, der banede vejen for fremtidens kvindelige kunstnere. De brød alle borgerskabets normer ved at vælge selvstændigheden frem for det sikre liv som forsørget hustru, de kæmpede for kvindernes ret til at uddanne sig på Kunstakademiet og de trodsede kritikken, der oftest overså deres præstationer, og dermed var en af årsagerne til, at langt størstedelen af Kyhns elever er glemt den dag i dag. Men denne skæbne er ikke retfærdig. Udstillingens mange værker, både maleri, skulptur, grafik og dekorativ kunst, viser, at kvinderne havde ligeså meget at byde på, som mange af de samtidige mandlige kunstnere.
’De malende damer’ var samtidens betegnelse for de kvinder, som malede lidt ”til mandens velbehag”, som det hed sig, men betegnelsen blev også brugt om de kvinder, som med ambitioner, målrettet uddannelse og udstillinger herhjemme og i udlandet skabte sig en professionel karriere som kunstner. Den nedsættende klang dækker over, at man ikke mente, kvinderne havde noget originalt at byde ind med. Det kan da også være svært at påpege et decideret kvindeligt udtryk i værkerne, og ingen af Kyhns elever har arbejdet specielt med kvindelivets vilkår og muligheder. Derimod viser udstillingen, at kvinderne kastede sig ud i tidens strømninger og populære motiver, og udstillingen bliver dermed en rejse gennem dansk kunsthistorie fra 1862 til 1940, fra senguldalderens detaljerede og naive afmaling af det sete til impressionistiske abstraktioner over lys og luft.
Udstillingen disponeres efter de forskellige motivkredse, som kvinderne arbejdede med: historiemaleri- og skulptur, genrefremstillinger, portrætter, selvportrætter, landskaber og blomsterbilleder samt dekorativ kunst i form af keramik, porcelæn, tekstildesign og møbeldekoration.
ANNA ANCHER & CO. – de malende damer er tilrettelagt af kunsthistoriker Anne Lie Stokbro, som gennem det seneste halvandet år har forsket i Vilhelm Kyhns skole. Af Kyhns over 75 elever er det lykkedes at identificere 55, og heraf opspore værker af de 36, der repræsenteres på udstillingen. Der vises værker af:
Kathinka Agerskov (1859-1890), Anna Ancher (1859-1935), Dina Aschehoug (1861-1956), Margrethe Backer Welhaven (1851-1940), Vilhelmine ( Ville) Bang (1848-1932), Agnes Ottilia Budtz (1853-1930), Caroline van Deurs (1860-1932), Edma Frölich Stage (1859-1958), Anne Marie Gilbert-Jespersen (1849-1925), Julie Hamann (1842-1916), Ane Marie Hansen (1852-1941), Marie Knudsen (1850-1890), Elise Konstantin-Hansen (1858-1946), Johanne Krebs (1848-1924), Marie Luplau (1848-1925), Augusta Læssøe (1851-1926), Josepha Martensen (1852-1924), Emma Meyer (1859-1921), Emilie Mundt (1842-1922), Caroline Amalie Müller (1843-1923), Johanne Oppermann (1860-1939), Augusta Paulli (1843- 1922), Nielsine Petersen (1853-1916), Elinborg Pétursdottir Thorberg (1842-1925), Thora Pétursdottir Thoroddsen (1848-1917), Anina Poulsen (1860-1936), Louise Ravn-Hansen (1849-1909), Holga Reinhard (1853-1902), Charlotte Sannom (1846-1923), Laura Sarauw (1853-1912), Ida J
Schiøttz-Jensen (1860-1933), Pauline Thomsen (1858-1931), Emmy Thornam (1852-1935), Ludovica Thornam (1853-1896), Nicoline Tuxen (1847-1931), Cathrine Zernichow (1864-1942).
Værkerne er lånt fra efterkommere, private samlere og kunst- og kulturhistoriske museer i Danmark, Island og Norge. I forbindelse med udstillingen udgiver Ribe Kunstmuseum, Sophienholm og Johannes Larsen Museet, hvor udstillingen vises senere på året, bogen Anna Ancher & Co. – de malende damer, skrevet af Anne Lie Stokbro. Bogen er på 152 sider og bringer gengivelser af omkring 100 værker af Kyhn-eleverne, og koster i museumsbutikken nu kr. 148,-. Ved postforsendelse kr. 178,-
Forskning, udstilling og bog har modtaget støtte af Beckett-fonden, BG Fonden, Dansk-Islandsk Forening, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Fionia Banks Gavefond, Kulturarvsstyrelsen, Lademanns Fond, Nordisk Råds Kulturfond, Novo Nordisk Fonden, Ny Carlsbergfondet og Ribe Amts Museumsråd.

Anna Ancher (1859-1935)
Bedstemor underholdes, 1912






















