Inden for hovedsamlingen er der en række specialsamlinger; nogle er større, andre er under opbygning.


RIBE I KUNSTEN
Rummer ca. 60 malerier. Flere af værkerne i Ribesamlingen er skabt af malere med direkte tilknytning til Ribe, fx Marie Wandel, familien Ussing og Knud Larsen, mens Jørgen Roed, Johan Rohde og Sigurd Swane m.fl. enten havde familie i byen, løste en bunden opgave - eller slet og ret faldt for byen og dens maleriske kvaliteter.

Jørgen Roed: Ribe Domkirke i måneskin 1836.
Billedet er malet midt i den periode eftertiden har benævnt Guldalderen (ca. 1800-1850).
Motivet er både typisk og atypisk for perioden. Typisk fordi de danske guldalderkunstnere rejste ud i Danmark for at male - således kender vi billeder fra både Møns klint, Kalundborg, Hornsherred, Roskilde m.m.
Atypisk fordi det trods alt kun var ganske få af guldalderkunstnerne, som fandt deres motiver vest for Storebælt. Martinus Rørbye drog imidlertid helt op til Skagen, og Jørgen Roed viste vej til Ribe - men de tilhørte undtagelserne.
   







 
Knud Larsen: Genindvielsen af Ribe Domkirke 1904.
Ribe Domkirke var blevet gennemgribende restaureret i perioden 1895-1904. Arkitekten var Hans Christian Amberg, der også forestod restaurering af andre bygninger i Ribe, bl.a. Det gamle Rådhus og Brorsons gamle bispebolig Taarnborg. 
Domkirkens genindvielse var en meget stor begivenhed. Alle var til stede, lige fra den kongelige familie til en i dag mere ukendt person, nemlig forfatteren, fotografen og journalisten Jakob A. Riiis. Riis var født og opvokset i Ribe men bosat i USA, og her var han til gengæld en kendt skikkelse, elsket og agtet for sit store arbejde i New Yorks slumkvarterer. Jakob A. Riis var gift med Elisabeth Giørtz, datter af Balthazar Giørtz, der opførte Ribe Kunstmuseums bygning som privatbolig i 1864.
Det store chiboriealter, som på maleriet er placeret under rundbuen ved siden af prædikestolen, blev fjernet i 1980'erne, da maleren Carl Henning-Petersen udsmykkede kirken.
     




DANSKE KVINDELIGE KUNSTNERE
Pauline Thomsen: Sommeren farvel til efteråret 1929.
Gennem årene er der indkøbt værker af forskellige kvindelige kunstnere til samlingen; nogle er købt med henvisning til deres tilknytning til Ribe, andre for at skabe en repræsentativ samling af dansk kunst. I disse år anlægges en repræsentativ samling af kvindelige kunstnere i 1800-tallet, især elever af maleren Vilhelm Kyhn.

 
 
 
Nielsine Petersen: Dansende faun 1883.
Nielsine Petersen var en af de få kvindelige billedhuggere på sin tid. Hun var elev af maleren Vilhelm Kyhn, der fra ca. 1865 til 1895 underviste kvindelige især danske, men også norske, svenske og islandske kunstnere.
Foruden Nielsine Petersen er der værker følgende Kyhn-elever i samlingen: Anna Ancher, Johanne Krebs, Emilie Mundt, Anina Poulsen, Emmy Thornam og Julie Hamann.



   




SIGURD SWANE
Ribe Kunstmuseum ejer en pæn, lille samling malerier af Sigurd Swane og et meget stort antal tegninger. Som barn var Sigurd Swane flere gange på sommerferie hos noget familie, der boede på Skibbroen i Ribe, og opholdene prægede den lille dreng så positivt, at han senere som voksen vendte tilbage flere gange for at male.

 
Sigurd Swane: Agnete og børnene u.å.
Sigurd Swane tilhørte modernisterne. Det vil sige de malere, som i begyndelsen af 1900-tallet brød med den tradition, som malerne havde arbejdet efter i århundrerder, nemlig traditionen for at skabe en så naturtro afbildning som muligt. Swane og ligesindede ville i stedet for sætte farven øverst på dagsordenen. De ville ikke være naturefterlignere. De ville være malere.
   

 

DET FORTÆLLENDE MALERI
Det fortællende maleri er en særlig genre indenfor malerkunsten. Det består af to typer:
1. Historiemaleriet, hvor motivet er hentet fra Biblen, mytologien, litteraturen eller historien.
2. Genremaleriet, som på fortællende vis beskriver en hverdagssituation.


Erik Henningsen: Et foredrag i Dagmarsalen på Askov Højskole 1903.
På talerstolen står højskolens legendariske forstander gennem næsten 40 år, Ludvig Schrøder (1836-1908). Rundt om sidder i andægtig lytten adskillige kendte personer fra højskoleverdenen, ret foran talerstolen den unge Niels Ebbesen Grue, der tyve år senere tegnede Vejen Kunstmuseum.
Schrøder havde været forstander på Rødding Højskole fra 1862, men som en følge af krigen og nederlaget i 1864 flyttede og grundlagde han Askov Højskole, hvor undervisningen startede i 1865.
 





     
Erik Stæhr-Nielsen: Venus finder Adonis' lig u.å.
Erik Stæhr-Nielsen indtager en særlig plads i dansk kunst. Født 1890, død i 1821 - kun 31 år gammel. Hans produktion vidner om en ganske speciel dramatisk sans og en stor forkærlighed for den fortællende kunst, ofte med inspiration fra gamle historiefortællere.
I det her afbildede værk Venus finder Adonis' lig har Stæhr-Nielsen hentet inspiration i den romerske digter Ovids store værk, Metamorfoser. Billedet lægger sig smukt ind i rækken af malerier med et indhold, der kredser om de store spørgsmål i tilværelsen.
   

Venus finder Adonis’’ lig